Jeg finder på en titel senere


Jeg vil bestemt mene, at jeg er ukåret verdensmester i overspringshandlinger. Hvis man spørger min mor, ville hun sige, at mit catchphrase er "skal jeg?" eller "skal det være lige nu?". Det er egentlig også sandt, jeg vil bare helst ikke indrømme det. Der er under to uger til, at jeg starter på sommerskole i New York, og jeg mangler stadigvæk at lære et helt fotoredigerings-program at kende. Jeg har siden april udsat det med undskyldninger i alle former og størrelser. Jeg græmmes lidt over mig selv.

Som læsere af eventyrlysten ved I også, at hvert indlæg starter med den obligatoriske "undskyld at der er gået så lang tid, jeg håber ikke, at I hader mig"-smøre. Det vil jeg gerne sætte en stopper for! Jeg får forhåbentlig tid til at smide et indlæg ud dagen før min 9 timers flyvetur (aka. hyggetid-med-fremmede-der-sveder-og-sidder-lidt-for-tæt-op-af-mig-tur) samt en masse indlæg imens jeg er i the Big Apple.

En af de allerstørste overspringshandlinger, jeg tager, er at lave et spontant fotoprojekt. Jeg drog  derfor forleden dag ud i skoven med den mest underskønne model for at tage nogle fantastiske billeder - jeg fandt senere ud af, at det eneste, jeg åbenbart kunne finde ud af at fotografere den dag, var mine egne fødder. Det er desværre dét, der sker, når seje spontanitets-Sonja ikke planlægger sine billeder godt nok. Jeg har siden sidst også afsluttet et projekt, som jeg kalder for "imperfections". Jeg vil ikke spilde jeres tid på at forklare for meget, for I kan læse alle mine tanker og se billederne på min portfolio som sædvanligt. Fortæl mig endelig, hvad I synes om den, her.

Forhåbentlig kommer der en dag, hvor jeg lærer at styre min trang til at erstatte ret så ufrivillige opgaver med sjovere aktiviteter. Det er sjovt, at jeg tager så mange overspringshandlinger, når man tænker på, at jeg nok højest kan lette 10 centimeter over jorden i et spring. Ja, sport er bestemt ikke min stærke side. Men det er overspringshandlinger!

8 kommentarer:

  1. Jeg elsker din titel, og jeg synes ikke du skal finde på en ny senere!
    Dit imperfections-projekt er helt fantastisk. Det fremstiller på en skøn måde, hvordan vi overdriver når vi taler om vores egne fejl og mangler. Er det dig selv på det sidste billede?:-)

    Jeg glæder mig til at høre mere om New York. Skolen, menneskerne, kulturen, maden; det hele krydret med dine smukke billeder. Det kommer til at blive næsten som at være der selv. Det er jeg sikker på!:-)

    Overspringshandlinger - dem er jeg også verdensmester i. Så skal tumblr tjekkes, så skal jeg have læst de der 12 bøger, der venter på mig, så skal jeg i Netto efter popcorn, så trænger blomsterne da vist også til at blive vandet, og de mønstrede sommerkjoler køber jo ikke sig selv..:-)

    Livogditte.dk

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg syntes sådan set også, at titlen passede ret godt til indlægget! Du smigrer mig virkelig, tak for det - jeg vil gøre mit bedste for at holde jer opdateret om mine eventyr! Kram. <3

      Slet
  2. Hvem siger, overspringshandlinger ikke er godt for noget? Jeg tror det er sundt. Måske endda sundere end sport ...
    Hvilket fotoredigeringsprogram er du (stille og roligt) ved at lære at kende?

    SvarSlet
    Svar
    1. Sundere end sport? Det ville jeg ikke have noget imod, da! Jeg er stille og roligt ved at lære Lightroom 4. Ingen pres, haha!

      Slet
  3. Jeg elsker billedeserien!

    SvarSlet
  4. Wow, jeg røg lige ind forbi din blog - vanvittigt gode billeder. Sådan!

    SvarSlet