Rejsen til New York føltes endnu længere, end den plejer at være. Selvom at den blot varede to timer i et lille fly til Amsterdam og derefter otte timer i et større fly til John F. Kennedy International Airport i Queens, føltes hvert enkelt minut som en halv time. Skyerne hvirvlede forbi mit vindue, og det var ikke til at se, om vi havde fløjet hundrede eller tusinde kilometer. Jeg brugte tiden på at forestille mig, hvordan mit midlertidige værelse i 3 uger ville se ud, om jeg ville blive foræret en gammel, vis og støvet eller ung og moderne lærer, hvilke typer ville være i min klasse, om jeg ville være den ældste eller den yngste og utroligt meget mere - min tankestrøm stoppede dog, da jeg pludselig kunne skue New Yorks smukke konstruktioner fra mit flyvindue.
Da mine forældre og jeg ankom til vores hotel, havde vi to dage til at opleve lidt af byen, inden jeg startede på SOCAPA og mine forældre drog mod Chicago og en del andre byer rundt omkring i landet. Jeg er rigtig glad for, at vi kom et par dage før min start på skolen, for det gav mig og min hjerne (som helst skal refereres til som en seperat person) et kort stykke tid til at vænne sig til tidsforskellen og varmen - for hvis jeg ikke har nævnt det før, er det nok på tide at fortælle, at den danske sommer er snyd og humbug; i USA har de 35 grader og hundrede procents luftfugtighed - dét er sommervejr. Og måske er det også for meget af det gode ind imellem. Vi brugte ærlig talt ikke tiden særlig produktivt. Vi hyggede meget på vores hotelværelse på The Mariott Hotel i Brooklyn, som lå lige op af Brooklyn Bridge med udsigt over smukke Manhatten, som jeg elsker så højt.
Da dagen, hvor jeg skulle starte på SOCAPA endelig kom, var jeg så edderspændt som en lille 17-årig Sonja ellers kan være. Ikke mindst fordi jeg også skulle mødes til brunch med en pige, som jeg havde skrevet med via. facebook i tre lange måneder inden. Da April efter lang tids venten mødte op, var vi ikke til at stoppe - vi snakkede løs, og jeg må erkende, at det dulmede mine nerver bekendeligt meget at møde en anden person på min alder, der også var nervøs for at møde nye folk og lære en masse gøgl om at fotografere. April, mig og vores begges forældre fulgtes så til registrering på SOCAPA.
Jeg trådte ind i den lille lobby, hvor et par andre elever stod i kø med deres forældre for at registrere sig som ankomne. Jeg vandrede imod det lille bord, hvor to RA's (resident advisor) sad og bød os velkomne, imens jeg forsøgte at holde min chill facade - men jeg havde selvfølgelig ikke en chill facade, for det har jeg aldrig, hvis jeg er super nervøs og glad, så jeg lignede sansynligvis en lille mus, der var på randen af at eksplodere. En sød ung pige rakte mig min nøgle og fortalte mig, at hun var RA for min sal - hvor heldig har man lov til at være? Jeg blev sat på tiende sal, imens April kun skulle op til femte. I starten var jeg trist til mode over at blive skilt fra min nyerhvervede ven, men jeg fandt hurtigt ud af, at mit værelse var et af de eneste værelser med køkken, fællesrum og badekar, og det gjorde på en måde det hele OK igen. Jo længere oppe i bygningen man var, jo bedre værelser havde man, for de ældste boede åbenbart på de bedste værelser.
Da jeg ankom til mit store værelse til to gange to personer, var der ikke dukket andre op. Jeg tænkte, at det var forståeligt nok, siden jeg var ankommet tidligt på dagen. Jeg spekulerede ikke for meget over det og tog på det og besluttede mig for at tage på rundvisning i området, som var planlagt for alle de nye elever. Jeg kan snildt sige, at det ikke hjalp det mindste, fordi jeg har den værste stedsans i hele verden. Dog mødte jeg nogle af de personer, som jeg skulle gå i klasse med, og vi endte med at snakke på hele rundturen i stedet for at lære området at kende. Folk fik ofte et sært ansigtsudtryk, når jeg fortalte dem, at jeg var fra Danmark, fordi jeg åbenbart havde en vældig amerikansk accent, når jeg talte engelsk.
Da jeg vendte tilbage til mit værelse, kunne jeg fryde mig over, at min rumbo var dukket op og var ved at pakke sine ting ud. Hendes navn var Aria, og hun kom fra Connecticut lige udenfor New York. Det var et af de mest lettende øjeblikke nogensinde, for hun var super sød, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville elske at bo sammen med hende i tre uger. Først senere på aftenen ankom vores to andre rumboer. Deres navne var Madisen og Mia, og de kom fra Dallas og Los Angeles. Jeg er meget taknemmelig for, at alle mine rumboer var fra USA, for det betød, at jeg havde hele tre personer at støtte mig op af, hvis jeg havde problemer med eller ikke kunne forstå noget amerikansk - det viste sig senere at være ret belejligt, da jeg ikke kunne finde hovede og hale i deres tusindvis af forskellige mønter.
Registreringen og mødet med rumboerne var gået udemærket, men den rigtige start var dagen efter, hvor jeg skulle møde min klasse og mine lærere. Det var dér standarden for klassen blev sat, og jeg var bange for, at jeg var enten for avanceret eller uavanceret til at være i klassen. Heldigvis var der 17 andre fantastisk søde personer i min klasse, og vi var alle på nogenlunde samme niveau. Der var folk fra blandt andet Peru og Grækenland, men der var uden tvivl overtal af amerikanere.
Vores fantastiske lærer David (som set på billedet ovenover) tog sig enormt god tid til at hjælpe alle i klassen så meget, som de havde brug for. Jeg vil gerne referere til et tidspunkt, hvor jeg havde brug for at tage et billede i subwayen, og han fortalte mig om en cool subway station, hvor der næsten aldrig var mennesker - han tog mig med derhen i en time, og lod mig bruge ham som model på mit billede. Jeg er så taknemmelig for en lærer, der engagerer sig så utroligt meget for sine elevers projekter.
To be continued..
