Sonja's New York eventyr (pt. 1)

Rejsen til New York føltes endnu længere, end den plejer at være. Selvom at den blot varede to timer i et lille fly til Amsterdam og derefter otte timer i et større fly til John F. Kennedy International Airport i Queens, føltes hvert enkelt minut som en halv time. Skyerne hvirvlede forbi mit vindue, og det var ikke til at se, om vi havde fløjet hundrede eller tusinde kilometer. Jeg brugte tiden på at forestille mig, hvordan mit midlertidige værelse i 3 uger ville se ud, om jeg ville blive foræret en gammel, vis og støvet eller ung og moderne lærer, hvilke typer ville være i min klasse, om jeg ville være den ældste eller den yngste og utroligt meget mere - min tankestrøm stoppede dog, da jeg pludselig kunne skue New Yorks smukke konstruktioner fra mit flyvindue. 

Da mine forældre og jeg ankom til vores hotel, havde vi to dage til at opleve lidt af byen, inden jeg startede på SOCAPA og mine forældre drog mod Chicago og en del andre byer rundt omkring i landet. Jeg er rigtig glad for, at vi kom et par dage før min start på skolen, for det gav mig og min hjerne (som helst skal refereres til som en seperat person) et kort stykke tid til at vænne sig til tidsforskellen og varmen - for hvis jeg ikke har nævnt det før, er det nok på tide at fortælle, at den danske sommer er snyd og humbug; i USA har de 35 grader og hundrede procents luftfugtighed - dét er sommervejr. Og måske er det også for meget af det gode ind imellem. Vi brugte ærlig talt ikke tiden særlig produktivt. Vi hyggede meget på vores hotelværelse på The Mariott Hotel i Brooklyn, som lå lige op af Brooklyn Bridge med udsigt over smukke Manhatten, som jeg elsker så højt. 

Da dagen, hvor jeg skulle starte på SOCAPA endelig kom, var jeg så edderspændt som en lille 17-årig Sonja ellers kan være. Ikke mindst fordi jeg også skulle mødes til brunch med en pige, som jeg havde skrevet med via. facebook i tre lange måneder inden. Da April efter lang tids venten mødte op, var vi ikke til at stoppe - vi snakkede løs, og jeg må erkende, at det dulmede mine nerver bekendeligt meget at møde en anden person på min alder, der også var nervøs for at møde nye folk og lære en masse gøgl om at fotografere. April, mig og vores begges forældre fulgtes så til registrering på SOCAPA.

Jeg trådte ind i den lille lobby, hvor et par andre elever stod i kø med deres forældre for at registrere sig som ankomne. Jeg vandrede imod det lille bord, hvor to RA's (resident advisor) sad og bød os velkomne, imens jeg forsøgte at holde min chill facade - men jeg havde selvfølgelig ikke en chill facade, for det har jeg aldrig, hvis jeg er super nervøs og glad, så jeg lignede sansynligvis en lille mus, der var på randen af at eksplodere. En sød ung pige rakte mig min nøgle og fortalte mig, at hun var RA for min sal - hvor heldig har man lov til at være? Jeg blev sat på tiende sal, imens April kun skulle op til femte. I starten var jeg trist til mode over at blive skilt fra min nyerhvervede ven, men jeg fandt hurtigt ud af, at mit værelse var et af de eneste værelser med køkken, fællesrum og badekar, og det gjorde på en måde det hele OK igen. Jo længere oppe i bygningen man var, jo bedre værelser havde man, for de ældste boede åbenbart på de bedste værelser.

Da jeg ankom til mit store værelse til to gange to personer, var der ikke dukket andre op. Jeg tænkte, at det var forståeligt nok, siden jeg var ankommet tidligt på dagen. Jeg spekulerede ikke for meget over det og tog på det og besluttede mig for at tage på rundvisning i området, som var planlagt for alle de nye elever. Jeg kan snildt sige, at det ikke hjalp det mindste, fordi jeg har den værste stedsans i hele verden. Dog mødte jeg nogle af de personer, som jeg skulle gå i klasse med, og vi endte med at snakke på hele rundturen i stedet for at lære området at kende. Folk fik ofte et sært ansigtsudtryk, når jeg fortalte dem, at jeg var fra Danmark, fordi jeg åbenbart havde en vældig amerikansk accent, når jeg talte engelsk.

Da jeg vendte tilbage til mit værelse, kunne jeg fryde mig over, at min rumbo var dukket op og var ved at pakke sine ting ud. Hendes navn var Aria, og hun kom fra Connecticut lige udenfor New York. Det var et af de mest lettende øjeblikke nogensinde, for hun var super sød, og jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville elske at bo sammen med hende i tre uger. Først senere på aftenen ankom vores to andre rumboer. Deres navne var Madisen og Mia, og de kom fra Dallas og Los Angeles. Jeg er meget taknemmelig for, at alle mine rumboer var fra USA, for det betød, at jeg havde hele tre personer at støtte mig op af, hvis jeg havde problemer med eller ikke kunne forstå noget amerikansk - det viste sig senere at være ret belejligt, da jeg ikke kunne finde hovede og hale i deres tusindvis af forskellige mønter.

Registreringen og mødet med rumboerne var gået udemærket, men den rigtige start var dagen efter, hvor jeg skulle møde min klasse og mine lærere. Det var dér standarden for klassen blev sat, og jeg var bange for, at jeg var enten for avanceret eller uavanceret til at være i klassen. Heldigvis var der 17 andre fantastisk søde personer i min klasse, og vi var alle på nogenlunde samme niveau. Der var folk fra blandt andet Peru og Grækenland, men der var uden tvivl overtal af amerikanere. 

Vores fantastiske lærer David (som set på billedet ovenover) tog sig enormt god tid til at hjælpe alle i klassen så meget, som de havde brug for. Jeg vil gerne referere til et tidspunkt, hvor jeg havde brug for at tage et billede i subwayen, og han fortalte mig om en cool subway station, hvor der næsten aldrig var mennesker - han tog mig med derhen i en time, og lod mig bruge ham som model på mit billede. Jeg er så taknemmelig for en lærer, der engagerer sig så utroligt meget for sine elevers projekter.

To be continued..

Darkroom prints

Jeg havde aldrig nogensinde arbejdet i mørkekammer før, da min lærer fortalte os, at han gerne ville have, at vi allesammen prøvede det, inden vi afviste. Jeg har altid holdt meget af at fotografere med film, men jeg gik ikke så meget op i det, at jeg orkede at bruge min dyrebare tid i et mørkekammer på at fremkalde filmen selv. Jeg gik blindt ud fra, at personerne i min lokale fotobutik gjorde et fremragende job med at fremkalde mit film - jeg gik stort set kun op i at tage billederne, resten af processen sagde mig ikke rigtigt noget.

Jeg lærte hurtigt, at man efter at have taget billedet kun havde gennemført halvdelen af processen. Jeg brugte kun tre sølle dage i mørkekammeret, men jeg lærte utroligt mange teknikker, og jeg er ikke hundrede procent sikker på, at jeg senere vil kunne overlade min film til personerne i min lokale fotobutik igen i fremtiden. Den bedste følelse i verden er nu at se sit prægtige billede dukke op på et hvidt stykke papir et par sekunder efter, at man lægger det i kemikalierne.

Jeg er mere end trist til mode over, at jeg ikke havde nok tid til at tage billeder af den umådeligt smukke  og hemmelighedsfyldte by, imens jeg var der. Jeg forstår næsten ikke, at jeg allerede er hjemme igen - faktisk er jeg i tvivl om, hvor hjemme er, for jeg føler mig meget mere hjemme i det store æble end i lille Aalborg.

No one watching

Gennem mine tre uger på School of Creative and Performing Arts arbejdede jeg på et independent projekt - opgaven var at skabe en serie billeder, der havde en sammenhæng og en mening. Jeg arbejder normalt med finurlige koncepter og humor, men jeg havde denne gang besluttet mig for at lave noget anderledes. Idéen med serien var at vise, hvordan det føles have skyldfølelse og andre frustrerende følelser i form af at være hjemsøgt af sin egen skygge.

Jeg tog billeder hver eneste dag, og jeg endte med at blive færdig i sidste øjeblik. Jeg er super taknemmelig for, at resten af min klasse hjalp mig med alle billederne. Anledningen vil jeg bruge til at promovere mine meget dygtige venner Aria Eastwood og April Blum - tjek deres ting ud, de er fantastiske! Jeg besluttede mig for at ende serien med et selvportræt, fordi jeg selv tidligere har været plaget af nogle uheldige følelser. Resten af billederne ligger som sædvanligt på min portfolio, hvor I også kan læse en længere beskrivelse af serien, som jeg har valgt at kalde "no one watching". 

School of Creative and Performing Arts

Grunden til, at jeg kun giver jer ét billede er fordi, at jeg arbejder på nogle store projekter, som alle bliver offentliggjort om en uges tid. Billedet her er taget for sjov på en tur til Brooklyn Bridge - vi mødte en flink koreansk fyr, der havde rejst hele verden rundt.

Jeg har nu spenderet to fulde uger af mit liv på et kollegieværelse i Brooklyn. Jeg har op til flere gange tænkt på at skrive mine oplevelser ned i et indlæg, da hver eneste dag er et helt nyt eventyr, men af en eller anden grund, har jeg ikke taget mig sammen til at gøre noget ved det - jeg var på en måde forberedt på, at jeg ikke ville have tid til at blogge.

Den første dag var en sær blanding af første skoledag og en tur i lufthavnen. Alle prøvede at få styr på deres praktiske info, imens de forsøgte at skabe nye venner og lære omgivelserne og ikke mindst det ret så svære skema at kende. Da jeg først trådte ind af dørene til NYU Brooklyn blev jeg mildest talt overvældet af de mange forskellige ansigter og sprog. Alle stod i kø for at få en værelsesnøgle og et ID-kort. jeg blev sat på tiende sal. Mit værelse er stort - meget større end mit gamle og ydmyge efterskoleværelse. Vi har en enhed med et fællesareal, køkken og badeværelse samt to værelser med to personer på hvert værelse. Jeg føler inderligt, at jeg har været meget heldig med både mit værelse og med mine tre roomies, der kommer fra New York, Californien og Texas.

Jeg ved slet ikke, hvordan jeg kan beskrive følelsen af at snakke engelsk konstant. Det er den mærkeligste følelse i hele verden- så mærkelig, at jeg, da jeg mødte to danskere i en butik efter blot et par dage, slet ikke kunne formulere mig ordentligt på dansk. Folk stiller mig de underligste spørgsmål; "hvilket sprog snakker I i Danmark?" eller "er der ikke to lande, der hedder Danmark?" - jøsses.

Hvis jeg kendte alle personer i hele universet, ville jeg snildt kunne påstå, at lærerne her er nogle af de mest cool personer i hele universet. De er allesammen relativt unge, og de er nede med alle slags idéer. At tage mig med til en forladt subway-station, fordi jeg havde brug for et billede, at låne os hans kreditkort så vi kan købe kaffe med til ham i Starbucks eller at prøve at udtale "systemindstillinger", fordi han syntes, at det kunne være sjovt at lære noget på dansk er allesammen ting, som vi oplever på en daglig basis. Vi har enormt meget frihed i min klasse - både fordi vi er nogle af de ældste på hele programmet, men også fordi at vi er de mest avancerede. Det er vildt fedt, når folk bare stoler på, at man gør sit arbejde færdig til tiden (og det gør vi selvfølgelig også).

Vi har været til mange forskellige begivenheder og shows. Det er trods alt New York City, og jeg havde bestemt ikke forventet at skulle sidde i et klasseværelse hele tiden. Det aller fedeste vi har set med skolen var showet "Fuerza Bruta" - det kan ikke beskrives på andre måder end som en kæmpe fest med vand og konfetti. Bedre end klubber, bedre end karneval, måske endda bedre end en søndag aften under dynen med film og popcorn. Vi har været på mange shoppingture, og vi er ofte gået på opdagelse i ukendte områder. 

For mig er det sejeste ved at være på skole i New York uden tvivl, at jeg kan få lov til at have en hverdag - jeg har tid til at se områderne ordentligt og ikke bare være en tourist med et kamera, der sætter sig på en stor rød bus og lytter til en dame fortælle kedelige facts om de sædvanlige populære steder i New York. Jeg er mere end nogensinde overbevist om, at New York City er en fantastisk og magisk by at bo i.